Aarslev-Sdr. Nærå Flaglaug
Lej flagstænger
Information
Aarslev-Sdr. Nærå Flaglaug er ejet af de tre kirker i lokalområdet (Sdr. Nærå Kirke, Sdr. Nærå Valgmenigheds Kirke samt Årslev/Sdr. Højrup Kirker) og af SNIF (Sdr. Nærå Idrætsforening).
Foreningen har til formål at udsmykke byen med flagallé i forbindelse med konfirmationer i kirkerne samt ved større arrangementer i byen, hvor det skønnes nødvendigt.

Kontakt os
+45 22 65 92 24
e.karlsen@aarslevnet.dk


Leje af flagstænger
Flagstænger inkl. flag og fod for kr. 15 pr. stang.
Henvendelse til Egon Karlsen på 22 65 92 24 eller mail: e.karlsen@aarslevnet.dk
Bestyrelsen




Vedtægter
Vedtægter for Aarslev-Sdr. Nærå Flaglaug.
- 1. Foreningens navn:
Foreningens navn er Aarslev-Sdr. Nærå Flaglaug. Hjemstedet er Faaborg-Midtfyn Kommune.
- 2. Foreningens formål:
Foreningens formål, er at sørge for flagallé i lokalområdet, Aarslev-Sdr. Nærå, i forbindelse med folkelige tiltag i lokalområdet, herunder konfirmationer.
- 3. Foreningens drift:
Foreningens drift er baseret på udlejning af flagstænger til private. Foreningens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de for foreningen indgåede forpligtigelser, for hvilke alene foreningen hæfter med den respektive formue.Opsætning og nedtagning af flagallé sker ved brug af frivillige hjælpere fra lokalområdet, ligesom vedligeholdelse også forestås af frivillige..
- 4. Medlemmer:
Foreningens medlemmer består af ejerne, som er: Årslev-Sdr. Højrup Menighedsråd, Sdr. Nærå Menighedsråd, Sdr. Nærå Valgmenighedskirkes Menighedsråd, Sdr. Nærå Idrætsforenings Hovedforening.Udmeldelse kan kun ske ved skriftlig henvendelse til formanden.
- 5. Kontingent:
Der opkræves ikke kontingent.
- 6. Foreningsledelse:
Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen. Den daglige ledelse forestås af bestyrelsen.
- 7. Generalforsamlingen:
Den ordinære generalforsamling holdes én gang hvert år inden udgangen af juni måned.
Generalforsamlingen skal minimum have følgende dagsorden:- Valg af dirigent
- Formandens beretning
- Kassereren fremlægger foreningens regnskab til godkendelse
- Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant
- Valg af revisor og revisorsuppleant
- Indkomne forslag
- Eventuelt
Generalforsamlingen ledes af en dirigent. Denne vælges af forsamlingen og må ikke være medlem af bestyrelsen. Hver forening stiller med max 3 deltagere, der hver har 1 stemme. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger ved simpelt stemmeflertal. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Alle medlemmer har stemmeret på generalforsamlingen, men medlemmer under 18 år kan ikke vælges til bestyrelsen. Kandidater til de ledige bestyrelsespladser opstilles sideordnet på generalforsamlingen og vælges efter højeste stemmetal. Afstemningen foregår skriftligt. Hvert medlem der deltager i generalforsamlingen kan stemme på op til det antal poster, der er på valg. Ved stemmelighed foretages lodtrækning.
Bestyrelsen vælges for 2 år ad gangen. Suppleanter, revisor og revisorsuppleant vælges for 1 år ad gangen.
Generalforsamlingen indkaldes skriftligt via e-mail(med ”dagsorden iflg. Lovene”) med mindst 14 dages varsel. Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal skriftligt være formanden i hænde senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse. Der føres ”protokol” over vedtagne beslutninger.
- 8. Ekstraordinær generalforsamling:
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når flertallet af bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst ¼ af foreningens medlemmer stiller skriftligt krav herom med forslag til dagsorden. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter, at kravet herom er modtaget, og den skal indvarsles i lighed med ordinær generalforsamling.
- 9. Bestyrelsens sammensætning:
Bestyrelsen består af 3 medlemmer. Formand og kasserer kan ikke være på valg samtidig. Formand samt 1 bestyrelsesmedlem vælges i lige år og kasserer vælges i ulige år. Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen. Suppleant vælges hvert år og har møde- og taleret på bestyrelsesmøderne, men ikke stemmeret.
- 10. Bestyrelsens opgaver og forretningsgang:
Foreningens daglige ledelse varetages af bestyrelsen. Bestyrelsen udarbejder årligt en skriftlig beretning. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Indkaldelse til bestyrelsesmøde sker skriftligt via e-mail med 14 dages varsel og med angivelse af dagsorden. Der udarbejdes et beslutningsreferat efter hvert bestyrelsesmøde, som underskrives af bestyrelsen umiddelbart efter mødet. Bestyrelsen træffer sine beslutninger ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens eller den fungerende formands stemme udslagsgivende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når over halvdelen af bestyrelsen er til stede.
- 11. Regnskab og revision:
Regnskabsåret løber fra 1/1 – 31/12. Regnskabet skal underskrives af kasserer og revisor. Årsregnskabet skal opgøres således som god regnskabsskik tilsiger og i overensstemmelse med de i lovgivningen til enhver tid gældende krav.
- 12. Tegning:
Foreningen tegnes af formanden og kassereren hver for sig eller i forening.
- 13. Vedtægtsændringer:
Vedtægtsændringer skal godkendes af generalforsamlingen med 2/3 af de afgivne stemmer.
- 14. Foreningens ophør:
Beslutningen om foreningens ophør eller likvidation kan kun ske, når 2/3 af deltagerne i 2 på hinanden følgende generalforsamlinger, afholdt med 3 ugers mellemrum, stemmer herfor. Ophører foreningen med at eksistere, skal eventuel formue tilfalde Lokalrådet for Årslev/Sdr. Nærå.
Vedtaget på den stiftende generalforsamling, den 15. maj 2017
For Sdr. Nærå Menighedsråd
Marianne Hansen Inge Roed
For Sdr. Nærå Valgmenighed
Christian Barkholt
For Sdr. Nærå Idrætsforening
Johannes Andersen Magnus Andersen
For Årslev Pastorats Menighedsråd
Per Jensen Egon Karlsen Johannes Jørgensen